Gamle Skel 1950 – Jubi-bog 1974 – Årbog 1982 – Jubi-bog 2004 – Erklæring 2008

Mine kilder vedr. rødderne og de første 50 år er jubilæumsboge fra 1974  samt Astrid Christensens  dagbøger, sammenskrevet af Børge Christensen . Desuden oplevede jeg selv perioden fra 50erne til 74 først som barn af en af kirkens ledere der flyttede rundt i forskellige dele af landet og senere som ung i menigheden i Odense.

For de efterfølgende 42 år er kilderne dels jubilæumsbogen fra 2004, dels di-verse årbøger og tiltrædelseserklæringen fra 2010 samt mine egne notater, da jeg selv har været kraftigt involveret i hele denne periode.

Senere har jeg også fået adgang til bøgerne ’Apostolsk Kirkes Sejrsgang’, den Walisiske moderkirkes Constitution, de 20 første årgange af ’Riches of Grace’, Bibelskolemateriale fra Penygroes, udgivet på dansk og anvendt som kirkens of-ficielle uddannelsestilbud i første halvdel af 30’erne ud fra Evangeliehuset i Kø-benhavn, etc.- Alle disse skrifter er i høj grad med til at beskrive AKD’s første tid i Danmark og den grad af identifikation der var med ’hovedkirken’ som den Wa-lisiske ’The Apostolic Church’ blev kaldt.

Omkring år 1900 var der både oprigtigt troende og store missionsbevægelser. Men der var også en længsel efter at opleve mere af Guds kraft.

I begyndelsen af 1900-tallet var der flere markante vækkelser verden over. De to mest kendte er Helligåndens udgydelse i Azusa Street, USA, 1906 og en tilsvarende åndsudgydelse i Pen-y-groes, Wales, i 1908. Denne var dog en direkte fortsættelse af en omvendelses-vækkelse nogle få år tidligere.

Vækkelsen i Wales

I 1904-05 skete der et virkelig åndeligt gennembrud i kulmineområderne i Wales. Over 100.000 kom til tro. Det var en vækkelse med fokus på omven-delse og hellighed. – Og det foregik ikke kun ved vækkelsesmøder:

Dybt under jorden blev kulminearbejdere mødt af Gud. Det fortælles at der var hvide striber efter tårer i deres sorte kulstøvsansigter når de kom op fra dybet med elevatoren

Der var vidtrækkende samfundsmæssige konsekvenser: Kirker blev fyldt og forlystelsessteder som teatre og kroer måtte lukke pga. mangel på kunder.

Der opstod ligefrem transportproblemer i minerne fordi heste og æsler ikke forstod arbejdernes kommandoer når de ikke blev ledsaget af bandeord.

Vækkelsesprædikanten var Evan Roberts, og en af de tusinder omvendte mi-nearbejdere var Daniel Powel Williams. (PD Williams or pastor Dan)

Vejen mod stiftelsen af ’The Apostolic Church’ 1916

Vækkelsen bredte sig ud til mange grupper i Storbritannien. Mange menig-heder startede og valgte inspirerende navne som f.eks. ’The Burning Bush’ – En efterfølgende vækkelse i 1907-08 var parallel til det der i 1906 skete i Azusa Street, USA: Helligåndens udgydelse med de medfølgende tegn: tun-getale, profeti, helbredelser osv. 

Mange af de nye kirker havde således en udpræget ’pinse-teologi’ selvom de ikke organisatorisk havde noget med hinanden at gøre eller hørte til nogen bestemt ’denomination’.

Der var mange menigheder der så det nye som en genskabelse af urmenighe-dens karakter. – Og mange spurgte også efter ledelsesformer der svarede til den første menighed. – Det gik op for nogen at Gud aldrig havde tilbagekaldt den ordning han gav til menigheden med den femfoldige tjeneste. – Denne genopdagelse blev kaldt ’den apostolske åbenbaring’.

’The Apostolic Church’ blev formelt stiftet i 1916.

Begyndelsen var altså vækkelsen i 1904, hvor minearbejderen D.P. Williams blev frelst. Han startede sin tjeneste efter håndspålæggelse af Evan Roberts. Først var han prædikant i en lokal forsamling i minebyen Pen-y-groes. Efter dåben i Helligånden blev arbejdede han bla. sammen med pastor Hutchinson i Emanuel Mission Hall. Det var den pastor der som resultat af en profeti i 1910 salvede Williams som ’Hyrde for Guds Folk’.

Kirken han kom i blev i aviser omtalt som ’Apostolic Faith Church’ og bred-te sig til 6 menigheder i Skotland, 11 i England og 13 i Wales.

Ved indvielsen af en ny bygning i Penygroes, 1914 blev Willams profetisk kaldt som apostel til at lede Apostolic Faith Church i Wales.

Ved et stævne i 1915 blev der optaget en stor kollekt som resultat af en pro-feti om at ’lægge skattene for apostlenes fødder’.

DP Willams foreslog at der skulle dannes en komite af 7 mænd som skulle sikre at dette store beløb blev brugt med visdom. Men det blev lodret afvist af pastor Hutchinson, der anså pengene for at være til hans disposition.

Kort efter dette skete så et endeligt brud mellem de to ledere. 3 menigheder blev under Hutchinson mens alle øvrige fulgte Willams og stiftede The Apo-stolic Church med hovedkvarter i Penygroes.

Samme år udkom kirkens blad ’Riches of Grace’ for første gang. Der var nu 19 menigheder i Wales samt kontakter til ligesindede menigheder i England og Skotland.

En af den nye kirkes udsendinge skrev tilbage til Willams om ’en Guds mand i Glasgow, med mægtige gerninger i Jesu navn’. – Det drejede sig om pator Turnbull fra ’The Burning Bush’. Dan og Jones Williams blev inviteret til Glasgow og det følgende år sluttede The Burning Bush sig til Apostolic Church.

I 1919 var Williams inviteret til at tale i en menighed i Hereford. Til deres store forbavselse så de over døren indgraveret navnet ’The Apostolic Church’. Den lokale pastor forklarede: ’Det navn har faktisk ventet på jer i 7 år!’.

Trossætningerne

AC’s fædre søgte at skabe et klart bibelsk fundament.

De formulerede hjørnestenene i kirkens lære som 11 trossætninger. Lidt iro-nisk afsluttede de dette med ordene ’No alterations’: – Disse trossætninger må aldrig ændres.

Ser man på rigtig mange af de kirker som blev plantet af AC verden over, så er de også til denne dag tro imod dette påbud. De har de 11 ’tenets’ helt ordret som de blev videregivet i 1937. To små ændringer var der lavet siden 1916, f.eks. var sætning 6 om nådegaverne blev indsnævret til specifikt at handle om 9 åndelige gaver. – Senere har den britiske kirke dog indset at nogle af formuleringerne burde forbedres og udtrykkes i både klarere og me-re positivt sprog. Som eksempel; sætning  9, 10 og 11:

Original version:

9. Church government by apostles, prophets, evangelists, pastors, teachers, elders and deacons.
10. The possibility of falling from grace.
11. The obligatory nature of tithes and offerings.

Nyformuleret version:

9. Christ’s leadership of the Church through apostles, prophets, evangelists, pas-tors, teachers, elders and deacons, for unity, maturity and growth of the church.
10. The security of the believer as he remains in Christ
11. The privilege and responsibility of bringing tithes and offerings to the Lord.

Hvad er ’den apostolske åbenbaring’?

Ønsket og om behovet for igen at opleve ledelsesformer som beskrevet i NT / Ef.4 etc. førte altså til den unikke sætning 9, der bygger direkte på Ef.4.

For nogen blev dette til et klart kald fra Gud; en åbenbaring: